Jeg har fået mit liv tilbage
Da jeg blev født i 1958 var der ingen der kunne vide, hvor galt det ville gå, eller at jeg skulle dø, et par gange, inden alt igen skulle blive godt.
Jeg voksede op i en lille by lidt uden for Kalundborg mod Røsnæs i en helt almindelig dansk familie. Opdragelsen af en dreng med mit gemyt bestod mest af trusler, tørre tæsk og anden form for afstraffelse, både hjemme og i skolen. Jeg var temmelig alene gennem hele min opvækst, idet jeg ikke følte jeg kunne betro mig til nogen uden at risikere disse slag og trusler.
I folkeskolen lærte jeg desværre ikke om personlig integritet og selvværd. Moral og etik var noget man bankede ind i hovedet på børn, og stoffer var noget alle unge mennesker på et tidspunkt helt normalt ville eksperimentere med, ifølge ”eksperterne” på området.
Så det gjorde jeg, eksperimenterede, big time... eksperimenterede mig ad helvede til og lidt mere.
Stofferne jeg eksperimenterede med var i følgende rækkefølge : alkohol, hash, speed, heroin, og til sidst et mix af disse på alle tænkelige måder.
”Efter ganske få år var jeg fanget, og alt, hvad der kunne dræbe mine tanker, få mig til at glemme, og min krop til at holde op med at ryste, blev indtaget. Det startede i 1975 og sluttede i 2001, og gik fra ’situationen under kontrol’, til det sindssyge. Jeg opdagede aldrig hvordan eller hvornår!”
Efter ganske få år var jeg fanget, og alt, hvad der kunne dræbe mine tanker, få mig til at glemme, og min krop til at holde op med at ryste, blev indtaget. Det startede i 1975 og sluttede i 2001, og gik fra ”situationen under kontrol”, til det sindssyge. Jeg opdagede aldrig hvordan eller hvornår!
Min mor og far ville så gerne hjælpe, men anede ikke, hvad de var oppe imod. Ganske langsomt, men sikkert, vendte de mennesker jeg holdt af, ryggen til, og min eneste ”ven” var stofferne, og de bedrog mig på grusommeste vis. Kun godt betalte mennesker ”interesserede” sig for mig og min gøren, i nøje afmålte tidsrum, og mit liv gik med at skaffe noget, finde en vene at indtage det i, finde noget mere, indtage det og håbe på en passout, vågne, skaffe noget mere, finde et sted at indtage det, osv. osv...
Flere gange er jeg vågnet, med en kammerat under hver arm, trækkende afsted med mig ned ad gaden, eller hvor jeg, liggende i et badekar, fuldt påklædt, vækkes af det kolde vand, for ikke at nævne de gange, hvor jeg er vågnet ved lyden fra ambulancens sirener eller i en hospitalsseng.
Pludselig en dag i Frederiksberg Centret møder jeg en gammel kammerat der ikke burde være i live, og han fortæller mig om Narconon. Et behandlingscenter som er anderledes end de andre. Han stikker mig en flyer på størrelse med et visitkort og siger, at jeg bare kan ringe til dem og tage en snak. Da jeg ikke vil at min gamle ven skal opdage min elendige og ynkelige tilstand, lytter jeg høfligt og sætter mit hoved til at nikke i ny og næ, mens jeg tænker på hvor jeg skal afsætte den frosne kalvesteg jeg har under trøjen, ”sponsoreret” af Føtex, alt imens jeg stikker flyeren i baglommen, uden at vide at den skal komme til at ændre mit liv totalt, på den fede måde.
Det blev kontakten til Narconon, og starten på mit liv og min mor og fars sjælefred.
Idag er jeg bare så glad for mit liv. Jeg har nærmest en kildende fornemmelse i maven når jeg står op til en ny dag, som var det min første date, og der er ikke en sjæl i hele verden jeg vil bytte med, slet ikke når jeg ser på min datter som jeg fik samme år jeg fyldte 50. Sådan mand…
F.P.N., efter færdiggørelse af Narconons stofafvænningsprogram
